Min filmblog

Jeg kan jo lige så godt sige det, som det er: Jeg er den vildeste medløber, så når en film får skyhøje anmeldelser og generel rosende omtale, kan jeg sjældent dy mig for at tage ind og se den. Det skulle jeg så (virkelig!) ikke have gjort i dette tilfælde (selv på IMDB går de jo helt amok) med filmen: Gran Torino.

Handlingen:
Krigsveteranen, den små-racistiske og fuldfeds-gnavne Walt (Clint Eastwood) har nogle asiatere til naboer, og det synes han virkelig ikke om. Han foretrækker at bruge sin tid på hus-reperationer og darlingen, en Gran Torino fra 1972. Naboens asiatiske dreng, Thao, vil, som et forsøg på at blive en del af den lokale bande, stjæle denne bil … som jo så ikke lykkes, men et forsøg på at stjæle er jo et forsøg, og i god asiatisk ånd skal han gøre bod og arbejde for Walt. Men banderne er stadig efter stakkels Thao  … dadadadam … så begynder et forudsigeligt – og meget langtrukkent – drama …

Filmens eneste trumf:
Clint Eastwood kan stadig gamet – jeg er imponeret over hans skuespilpræstation.

Problemet er blot, at han spiller sammen med den ene havenisse efter den anden, og at filmen derfor ender med at være det største skuespilmæssige makværk, jeg længe har set. Casterne må have siddet i en sky af hamp – ’skuespillerne’ er simpelthen de største amatører, jeg har set på et lærred  – jeg er næsten fristet til at kalde dem fjolser.

Så hold dig langt, langt væk.
1/6

Clint, du skulle have udgydt din vrede – ikke over banderne – men over dine forpulede medskuespillere!